Hvad får du ud af at melde dig på en forelæsningsrække eller et kursus i tro og eksistens?
Hvordan skal vi forstå Kierkegaard, de syv dyder og dødssynder, og hvilke livsformer hører til verdens mange trosretninger?
På vores forelæsningsrækker og kurser i tro og eksistens dykker vi ned i verdens religioner, gennemgår store eksistentielle tænkeres værker og læser Bibelen.
Vores hold om tro og eksistens er typisk længere forelæsningsrækker, kortere kurser eller weekendhold. Du vil også kunne tilmelde dig enkelte foredrag. En undervisningsgang varer 2 x 45 minutter, og der vil ofte være mulighed for at stille spørgsmål i pausen eller i slutningen af hver forelæsning.
Hvilke emner undervises der i på vores forelæsningsrækker og kurser i tro og eksistens?
Hvert semester udbyder vi en række forelæsninger og kurser om tro og eksistens. Nogle forløb stiller skarpt på Det Nye Testamente eller på Maria som evig inspirationskilde, hvor andre dykker ned i den store eksistenslitteratur af tænkere som Kierkegaard, Grundtvig og Camus. Andre igen kaster lys på de store trosretninger, islam, hinduisme, buddhisme, kristendom, jødedom og kinesisk religion, eller på de ritualer og traditioner, der hører til de mindre udbredte religioner.
Find vores andre fagområder her.
Hvem underviser på vores forelæsningsrækker og kurser i tro og eksistens?
Underviserne på vores forelæsningsrækker og kurser i tro og eksistens er typisk aktive forskere fra landets universiteter eller uddannede teologer med egen foredragsvirksomhed. De kommer alle med en faglig tyngde og en omfattende viden om det område, de underviser i. Du kan læse mere om nogle af vores undervisere her.
Al vores undervisning er forskningsbaseret, så vi sikrer, at du får kvalificeret, evidensbaseret viden med dig hjem.
Og hvad siger underviserne?
Vi hører fra mange af vores undervisere, at de godt kan lide at undervise på Københavns Folkeuniversitet, blandt andet fordi de her møder et andet publikum, end de er vant til fra f.eks. universitetet. Undervisningen kan de tilrettelægge uden at skulle tage hensyn til et pensum eller en eksamen, så det er tit lige netop det, der interesserer dem nu og her, som de fortæller om på Folkeuniversitetet.
Vi oplever en formidlingsglæde og en entusiasme i undervisningen, som naturligt smitter af på deltagerne.
Hvis du vil vide mere om Folkeuniversitetet og om Folkeuniversitetets historie kan du læse mere her.