Ironi og fortvivlelse Om Kierkegaard og selvets gåde

Ved ph.d. Kasper Lysemose

Hvad er selvet? I sit forfatterskab kredser Kierkegaard fra først til sidst om det spørgsmål. I sin første bog, Begrebet ironi, undersøgte han ironien. I forfatterskabets anden ende undersøgte han fortvivlelsen, nemlig i Sygdommen til døden. Begge fænomener – ironi og fortvivlelse – viser, at selvet i sit selvforhold støder på en grænse.

Hovedfiguren i den første bog, Sokrates, svarer på menneskets brudte selvforhold med ironien. Men der, hvor menneskets brudte selvforhold erfares som synd, optræder der en anden hovedfigur, nemlig Kristus. Hos Kierkegaard er mennesket udspændt mellem disse to hovedfigurer, og her finder vi fortvivlelsens mange former. Det er altså næppe tilfældigt, at Kierkegaard lader Sokrates og Kristus mødes i hans allerførste bogs allerførste sætning, som derved bliver en slags indgangsportal til hele forfatterskabet: ”Ligheden mellem Sokrates og Kristus består først og fremmest i ulighed.”

På kurset dedikerer vi tre gange hver til hhv. Begrebet ironi og Sygdommen til døden for at nærme os selvets gåde i spændet mellem det sokratiske og det kristelige.