Dostojevskijs Forbrydelse og straf

Ved ph.d., dr.phil. Benjamin Boysen

Dostojevskijs forfatterskab hører til et af verdenslitteraturens mest læste og hans højspændte, eksistentielle dramaer fascinerer og tryllebinder til stadighed alverdens læsere den dag i dag.

Dostojevskij skrev i en kulturel opbrudstid, og forfatterskabet er præget af en dyb skepsis over for den omsiggribende vestlige modernitet, hvis fornuft, individualisme og nyttemoral ifølge forfatteren udarter sig til dæmoni og nihilisme. Dostojevskijs modvilje over for tidens vestlige slagord om ”lighed, frihed og broderskab” modsvares af hans traditionelle, russisk-ortodokse verdensanskuelse med dens betoning af troen, selvopofrelsen og medlidenheden. Psykologisk, eksistentielt og religiøst sætter Dostojevskij altid tingene på spidsen, men det er samtidig karakteristik for ham, at han aldrig forfalder til dogmatisk entydighed. Hans romankunst betager således ved sin flerstemmighed, hvor et utal af modsatrettede stemmer sættes i omløb og ofte støder voldsomt sammen i en ligeværdig, dynamisk dialog. Romanerne er tæt befolkede af karakterer, der ikke bare er i stadig strid med omverdenen, men også med dem selv.

Gennem læsningen af Dostojevskijs Forbrydelse og straf (1866) sætter vi fokus på forfatterens kritik af den nye tids idéer og hans fremhævelse af menneskets irrationelle væsen prisgivet Gud.