Renæssance, barok og rokoko: Grundmodul 2 i kunsthistorie

Ved mag.art. Birgitte Zacho

Hvad var det renæssancen genfødte? Hvad havde reformation og kunst med hinanden at gøre? Og hvorfor ligner rokokoen en lang fest? Det skal det handle om, når vi dykker ned i perioder med fremadstormende, norditalienske bystater, en hidtil uset realisme og frisættelse af individet i samfundet såvel som i kunsten.

I de norditalienske bystater begynder man ved indgangen til 1400-tallet at genoplive den kulturelle og kunstneriske arv fra Romerriget. Med renæssancens genvækkelse af antikken bliver naturalisme igen centralt i maleri og skulptur. Inden for maleriet skaber nye opfindelser og opdagelser som oliemaleri og perspektiv nye muligheder. En ny hidtil uset rumlig realisme opstår, og centralperspektivet bruges til at skabe harmoniske helhedsorienterede malerier med et tydeligt hierarki.

Med reformationen udløses en lang periode med religiøse og politiske konflikter, som også påvirker kunsten. Dele af Europa oplever en billedstorm, mens andre dele ser en vækst i det religiøse maleri. Barokken bryder med renæssancens billedrum og bruger perspektiv og lys til at skabe nye dramatiske effekter og nye former for realisme. Nye genrer opstår, og kunstmarkedet ændrer karakter.

Med Rokokoen opstår en ny, særlig form for kunstnerisk sensibilitet med udgangspunkt i fransk hofkultur og oplysningsfilosofien. Rokoko er med sine kokette festscener og løsslupne nøgenhed på engang et modsvar til barokkens alvorstunge drama og en frisættelse af individet i en periode, der afsluttes med udbruddet af den franske revolution.